Hvis jeg tager udgangspunkt i mit eget netværk, hvor vi ikke er mange singler, ved jeg, at der er flere af mine venner, der synes, at det er synd for mig.
Der bliver spurgt ind til det, hver gang: ”Hvad så, har du fået en kæreste”?
Og når jeg svarer sandfærdigt, at det har jeg ikke, for har ikke følt mig parat til det før nu, kan jeg mærke, at det gør dem kede af det. De vil så gerne have, at jeg får en kæreste. Det ville vise, at jeg er kommet videre, og at jeg er blevet lykkelig igen. De tror ikke på mig, når jeg siger, at jeg har det rigtig godt. Jeg er jo ikke i et parforhold.
Men hvorfor kan man kun være lykkelig, når man er i et parforhold?
Jeg har fundet mig selv, efter rigtig mange års ægteskab. Jeg har fundet ud af, at jeg er en glad og udadvendt person, der kan rigtig mange ting selv. Jeg har en slags ”mantra”, og det er at ikke sige nej til de oplevelser, livet byder mig. På den måde har jeg oplevet mange sjove og pudsige ting. Ikke alle har været lige gode, men jeg vil på ingen måde, have undværet dem.
Jeg bestemmer selv og nyder det. Jeg har en frihed og skal kun tænke på mig selv og mine børn. Jeg gør det, jeg har lyst til. Jeg kan vælge fællesskabet, og jeg kan vælge en aften alene. Jeg kan mærke efter i mig selv, hvad jeg har lyst til, og hvad jeg har brug for. Man bliver tvungen ud i livet igen, hvis man ikke har lyst til at sidde fuldstændigt alene, og så skal man byde på sig selv. Det man giver ud, får man igen.
Det kan også være farligt, at være single i al for lang tid. Som tiden går, får man det sværere at indordne sig og tage de hensyn, man gør i et forhold. Man er blevet tilfreds med livet. Man har det, lige som man selv vil have det. Men bliver egoistisk og kræsen. Man vælger hurtigere de emner fra, der dukker op på vejen. Måske begynder man at opstille urealistiske ønsker om kommende partner. Det begynder at blive besværligt at date og at blive ved med at søge en partner. Ingen tvivl om at vi alle har brug for bekræftelse, men derfra til at åbne sig igen for et andet menneske – det kan føles ufatteligt krævende, og man vælger det fra.
Skal jeg være single altid?
Det håber jeg ikke. Men indtil jeg møder ham, der skal være min partner, er jeg lykkelig. Jeg kysser de frøer, jeg synes virker interessante, og som jeg møder på min vej. Jeg håber på, at frøen nøjes med at forvandle sig til en mand. Jeg vil så nødig have en prins.
Hvad er det, der mangler?
Jeg mangler og savner en at dele de intime ting med. Jeg savner en klippe, en der vil elske mig også, når jeg er morgengrim og lugter af gnu. Jeg savner en skulder, at læne mig op ad. Nærhed med en anden voksen, og det er en anden nærhed, end den jeg deler med mine børn. Jeg savner ham, der vil grine og græde sammen med mig. Ham, der kan give mig sommerfugle i maven…..
/Chrina