I er sikkert mange, der kan genkende billedet; himmelvendte øjne og en kropsattitude, der viser, at man bliver betragtet som en oldsag og burde øjeblikkelig klappe køje…. Suk… 

 

Hvad skete der med den lille uskyldige engel, der syntes at alt det jeg gjorde og sagde, var det rigtige? Hvordan kan det komme sig, at jeg nu fremstår som en komplet idiot, og er så absolut nægtet adgang til engelens værelse og må næppe hilse på veninderne…? 

 

Andres teenagebørn

Jeg har i længere tid, smilet lidt overbærende af andres problemer med deres teenagebørn. Hvor svært kunne det være? Ingen af mine piger ændrede adfærd eller begyndte at opføre sig anderledes. Jeg tænkte, at det kunne jeg takke mig selv for, at den måde jeg har valgt at opdrage min børn på, gjorde at jeg gik fri… Jeg havde nemlig lykkes med det ingen anden kunne – være en støttende mor og samtidigt en rollemodel for mine børn. Tanken om at udgive en bog med min succes lå lige og lurede på overfladen. 

 

Men det var kun en stakkels frist…. Pludseligt ramte det mig med et brag…. Og ikke kun med et barn, nej, de vågnede begge to op en morgen, og så verden – og særligt mig deres mor – med helt andre øjne.. Det er måske ikke nødvendigt at indskyde, at de øjne bestemt ikke så verden og deres mor med forståelse og kærlighed.. 

 

Ingen advarsel

Der eksisterede ingen advarsel, det kom fra den ene dag til den anden. I løbet af den første weekend var jeg parat til at sælge dem begge meget billigt. Mit hår gik fra mørkebrunt til en mat brun farve med sølvstriber, mine øjne var blodsprængte, min krop føltes pludseligt som 44 år gammel… 

 

Hvad skete der lige der? Kunne jeg have gjort noget, der kunne have forhindret det? Sandheden er den, at jeg intet kunne gøre. Så nu lever jeg i en dagligdag, hvor man automatisk går på liste tæer, og hvor ens sanser og nerver nærmest sidder udenpå tøjet. Her ville jeg ønske, at jeg ikke var alene. Det kunne altså være skønt med lidt aflastning, bare en gang i mellem.. 

 

Det går over igen

Klog af skade, lytter jeg nu til andre, og prøver at høre, hvordan de har overlevet perioden. En lille trøst må være, at det går over igen. Hvor længe det varer, vides ikke, men en dag vågner de op og ligner igen de små engle, jeg kan huske fra før…. 

 

Tanken om kostskole i Schweiz lyder mere og mere tiltrækkende. Bare for et par år. Så er Lottogevinsten der, så ved jeg, hvad jeg skal bruge en del af dem på..

 

/Chrina