Jeg har efterhånden vænnet mig til at være single i min hverdag, men så kommer der nye situationer, hvor man ikke har prøvet at være single. Såsom en venindes bryllup…..
Det var en flot solskinsdag, en lørdag i starten af august måned. Til selve kirkevielsen var jeg bare en af de andre gæster, jeg tudede som de andre kvinder og skilte mig på ingen måde ud fra flokken. Da brudeparret skulle tage billeder, kørte alle bryllupsgæster videre til restauranten og fik lidt forfriskninger. Der blev talt lidt på kryds og tværs, mange af gæsterne kendte ikke hinanden, så ingen vidste rigtigt, hvem der fulgtes med hvem. Så blev der kaldt til bords, og alle skulle finde deres pladser.
Jeg passede ikke ind i flokken
Så var det, det var ved at gå op for mig, at jeg ikke lige passede helt ind i flokken. Parvis gik de ind og fandt deres pladser, mens jeg traskede alene bagefter. Brudeparret havde da heldigvis ikke glemt mig, der fandtes skam også en plads til mig. Jeg var så heldig at få gommens bedstefar til bords. Han havde været enkemand i mange år, og helbredet var ikke længere helt på toppen. ”Jeg hører ikke så godt længere, og øjnene driller også”, fortalte han højlydt.
Jeg er ikke i tvivl om, at min bordherre engang var en underholdende og hyggelig mand, men årene havde nu sat sine spor. Han havde ikke længere meget glæde i sit liv, til gengæld var han god til, at fortælle om det som ikke fungerede optimalt og sygdomme fyldte en hel del. Heldigvis var det ikke nødvendigt at svare, da han brugte timerne fuldt ud ved bordet og fik luft for sin harme, skuffelse og ensomhed. Jeg sad fast, og han vidste det. Det var en timelang monolog, der aldrig fik en ende. Jeg tænkte, at jeg nu måske var berettiget til psykologisk krisehjælp, for at komme af med den voldsomme oplevelse.
Mens jeg sad og ”lyttede”, kiggede jeg mig omkring. De andre gæster hyggede sig, og jeg bemærkede, at flere af dem i ny og næ, så hen til mig og min bordherre. Flere af mændene havde et beklagende smil og sendte et lille nik, mens kvinderne smilede, så jeg nærmest blev bange, deres smil kunne passende sammenlignes med en schæferhunds smil.
Er jeg en trussel alene fordi jeg er single?
Aftenen var lang, men den havde en ende, og jeg overlevede. Muligvis har jeg gjort en forskel for bedstefaren, det håber jeg i hvert fald. Til kaffen fik jeg fri, og kunne så blande mig med resten af selskabet. Kvinderne holdt godt fast i deres mænd, hvilket ikke generede mig, da jeg ikke er på jagt efter en gift mand. Til gengæld forbavses jeg hver gang af denne opførsel. Er de virkelig så usikre på deres forhold, at de ikke kan give lidt pusterum til en fest? Eller opfatter de mig som en virkelig trussel? Bare for at jeg er single?
Jeg må være lækker!
Efterfølgende har jeg tænkt lidt over grunden til, at jeg blev sat sammen med bedstefaren. Jeg er klar over, at min veninde ikke har gjort det for at være ond. De havde en bordplan, der skulle gå op. Og måske er min veninde ikke en helt så god veninde, hvis hun tror, at jeg ville jagte de gifte mænd…. Men jeg har besluttet mig for, at tolke det som et kæmpekompliment – jeg må virkelig være en lækker steg, der kan vælge og vrage blandt alle mænd….
/Chrina
Sejt!