Hvad skete der med den lille uskyldige engel, der syntes at alt det jeg gjorde og sagde, var det rigtige? Hvordan kan det komme sig, at jeg nu fremstår som en komplet idiot, og er så absolut nægtet adgang til engelens værelse og må næppe hilse på veninderne…? 

Andres teenagebørn

Jeg har i længere tid, smilet lidt overbærende af andres problemer med deres teenagebørn. Hvor svært kunne det være? Ingen af mine piger ændrede adfærd eller begyndte at opføre sig anderledes. Jeg tænkte, at det kunne jeg takke mig selv for, at den måde jeg har valgt at opdrage min børn på, gjorde at jeg gik fri… Jeg havde nemlig lykkes med det ingen anden kunne – være en støttende mor og samtidigt en rollemodel for mine børn. Tanken om at udgive en bog med min succes lå lige og lurede på overfladen. 

Men det var kun en stakkels frist…. Pludseligt ramte det mig med et brag…. Og ikke kun med et barn, nej, de vågnede begge to op en morgen, og så verden – og særligt mig deres mor – med helt andre øjne.. Det er måske ikke nødvendigt at indskyde, at de øjne bestemt ikke så verden og deres mor med forståelse og kærlighed.. 

Ingen advarsel

Der eksisterede ingen advarsel, det kom fra den ene dag til den anden. I løbet af den første weekend var jeg parat til at sælge dem begge meget billigt. Mit hår gik fra mørkebrunt til en mat brun farve med sølvstriber, mine øjne var blodsprængte, min krop føltes pludseligt som 44 år gammel… 

Hvad skete der lige der? Kunne jeg have gjort noget, der kunne have forhindret det? Sandheden er den, at jeg intet kunne gøre. Så nu lever jeg i en dagligdag, hvor man automatisk går på liste tæer, og hvor ens sanser og nerver nærmest sidder udenpå tøjet. Her ville jeg ønske, at jeg ikke var alene. Det kunne altså være skønt med lidt aflastning, bare en gang i mellem.. 

Det går over igen

Klog af skade, lytter jeg nu til andre, og prøver at høre, hvordan de har overlevet perioden. En lille trøst må være, at det går over igen. Hvor længe det varer, vides ikke, men en dag vågner de op og ligner igen de små engle, jeg kan huske fra før…. 

Tanken om kostskole i Schweiz lyder mere og mere tiltrækkende. Bare for et par år. Så er Lottogevinsten der, så ved jeg, hvad jeg skal bruge en del af dem på..

/Chrina

Artikel fra: DatingBloggen.dk

Single med teenagere…

Så vi rejste til Paris, hvilket var en rigtig god oplevelse. Intet underligt i at jeg rejse alene med mine to børn, ingen der reagerede på, at dette skulle være mærkeligt. 

Sommerferien var bestilt i lang tid i forvejen

Men så skulle vi af sted på sommerferie. Rejsen var bestilt og planlagt lang tid i forvejen. For os betyder forventningens glæde mindst lige så meget som selve rejsen. Jeg havde ikke på noget tidspunkt tænkt over, at det ville være nogle mennesker, der reagerede på at jeg rejste alene med mine børn. 

Vi havde valgt at rejse med det samme selskab, som vi har gjort mange gange før, og valgt et af deres bedre steder, hvor vi kunne være garanteret både service og et godt hotel. Der er samtidigt underholdning og aktiviteter for børn, både små som store. Alt dette levede op til vores ønsker og behov, men så var det at jeg kunne mærke forskellen fra at vi nu rejste en voksen med to børn, i stedet for to voksne med to børn. 

Mænd der ville være fri for deres ægteskab

Først alle andre gæster, selvfølgelig familie i den ”rigtige” forstand, med både far og en mor. Her er så helt uden betydning at de fleste fædre i løbet af aftenen, efter indtagelse af rigelig mængde alkohol, fremviste deres ønske om at slippe fri fra et krævende ægteskab og viste deres sande jeg, som absolut kedelige og afskyelige mænd, der selv troede de lignede en i deres bedste alder. Glemt var både ølmave og grå hår. Pludselig så de sig selv, en 10 – 15 år yngre, og helt klart svaret på hver en kvindes drømme. Samtidigt skulle vi være vidne til de ynkelige kvinder, der gjorde deres bedste, så at deres mænd nødig skulle glemme de var gift og havde børn. Man kunne ikke se, at mange af disse par var på ferie – en ferie de havde glædet sig til. Nej, her skulle de fremstå som det perfekte par.. Koste hvad det ville…. 

Vi blev betragtet med sympati og medlidenhed

Så var det mig og mine piger… Vi oplevede, at blive betragtet med sympati og med medlidenhed. Vi oplevede, at folk faktisk kommenterede at jeg rejste alene med mine børn. Hvilket forbavsede mig, først at de ikke havde så meget andet at holde styr på end os, og det faktum at jeg aldrig ville kommentere deres familier, eller hvordan de fremstod som kernefamilie eller ej. 

Jeg kunne mærke, at vi blev betragtet og jeg kunne nærmest føle, hvordan de andre tænkte: Nåh ja, men sådan ender vi jo aldrig. Vi elsker jo hinanden og har tid og overskud til vores familie… 

Hvor havde jeg lyst til at kommentere deres ”medlidenhed”. Men nu er det tilfældigvis således, at vi føler os ikke dårligere stillet end en familie med både en mor og en far. Klart jeg ville have ønsket at mine børn havde både mor og far boende. Men nu har de det ikke. Til gengæld har vi respekt for hinanden, mig og mine børn. Vi nyder at være sammen. Vi har valgt at rejse sammen og at opleve verden i fællesskab. 

Næste års overvejelser

Efter nogle dage opdagede jeg faktisk, at der gemte sig et par familier som min på stedet. Men de virkede trykket af situationen. At de følte sig anderledes, når tjeneren automatisk regnede med at man var to voksne, og ikke kun en. Jeg synes ikke det er pinligt. Men jeg ved, at jeg vil overveje ferierejsemålet til næste år, og måske vælge et sted, hvor vi bedre falder ind i omgivelserne…

/Chrina

Artikel fra: DatingBloggen.dk

Charterrejse som singleforældre…