Jeg har rejst meget med mine børn, hvilket vi også gjorde som familie, før deres far og jeg blev skilt, dette var ikke noget, jeg ville opgive, bare fordi jeg pludselig er alenemor. 

Så vi rejste til Paris, hvilket var en rigtig god oplevelse. Intet underligt i at jeg rejse alene med mine to børn, ingen der reagerede på, at dette skulle være mærkeligt. 

 

Sommerferien var bestilt i lang tid i forvejen

Men så skulle vi af sted på sommerferie. Rejsen var bestilt og planlagt lang tid i forvejen. For os betyder forventningens glæde mindst lige så meget som selve rejsen. Jeg havde ikke på noget tidspunkt tænkt over, at det ville være nogle mennesker, der reagerede på at jeg rejste alene med mine børn. 

Vi havde valgt at rejse med det samme selskab, som vi har gjort mange gange før, og valgt et af deres bedre steder, hvor vi kunne være garanteret både service og et godt hotel. Der er samtidigt underholdning og aktiviteter for børn, både små som store. Alt dette levede op til vores ønsker og behov, men så var det at jeg kunne mærke forskellen fra at vi nu rejste en voksen med to børn, i stedet for to voksne med to børn. 

 

Mænd der ville være fri for deres ægteskab

Først alle andre gæster, selvfølgelig familie i den ”rigtige” forstand, med både far og en mor. Her er så helt uden betydning at de fleste fædre i løbet af aftenen, efter indtagelse af rigelig mængde alkohol, fremviste deres ønske om at slippe fri fra et krævende ægteskab og viste deres sande jeg, som absolut kedelige og afskyelige mænd, der selv troede de lignede en i deres bedste alder. Glemt var både ølmave og grå hår. Pludselig så de sig selv, en 10 – 15 år yngre, og helt klart svaret på hver en kvindes drømme. Samtidigt skulle vi være vidne til de ynkelige kvinder, der gjorde deres bedste, så at deres mænd nødig skulle glemme de var gift og havde børn. Man kunne ikke se, at mange af disse par var på ferie – en ferie de havde glædet sig til. Nej, her skulle de fremstå som det perfekte par.. Koste hvad det ville…. 

 

Vi blev betragtet med sympati og medlidenhed

Så var det mig og mine piger… Vi oplevede, at blive betragtet med sympati og med medlidenhed. Vi oplevede, at folk faktisk kommenterede at jeg rejste alene med mine børn. Hvilket forbavsede mig, først at de ikke havde så meget andet at holde styr på end os, og det faktum at jeg aldrig ville kommentere deres familier, eller hvordan de fremstod som kernefamilie eller ej. 

Jeg kunne mærke, at vi blev betragtet og jeg kunne nærmest føle, hvordan de andre tænkte: Nåh ja, men sådan ender vi jo aldrig. Vi elsker jo hinanden og har tid og overskud til vores familie… 

Hvor havde jeg lyst til at kommentere deres ”medlidenhed”. Men nu er det tilfældigvis således, at vi føler os ikke dårligere stillet end en familie med både en mor og en far. Klart jeg ville have ønsket at mine børn havde både mor og far boende. Men nu har de det ikke. Til gengæld har vi respekt for hinanden, mig og mine børn. Vi nyder at være sammen. Vi har valgt at rejse sammen og at opleve verden i fællesskab. 

 

Næste års overvejelser

Efter nogle dage opdagede jeg faktisk, at der gemte sig et par familier som min på stedet. Men de virkede trykket af situationen. At de følte sig anderledes, når tjeneren automatisk regnede med at man var to voksne, og ikke kun en. Jeg synes ikke det er pinligt. Men jeg ved, at jeg vil overveje ferierejsemålet til næste år, og måske vælge et sted, hvor vi bedre falder ind i omgivelserne…

 

/Chrina