Det var en lørdag aften…

Så sidder man her igen. Alene en lørdag aften. Efterhånden tænker jeg ikke over det så meget mere. Det er bare sådan… og har været det i to års tid. Jeg har det helt fint som single, nyder min frihed, og den egoisme jeg kan tillade mig. Min singletilværelse er selvvalgt.

Men på tænksomme aftener, som denne, kan jeg ikke lade være med, at tænke på hvad det gør ved os indeni… uden at vi måske umiddelbart lægger mærke til det.

Det er jo bare blevet sådan, at jeg er single… evighedssingle. Altid alene til familie- og vennesammenkomster. Der er efterhånden ikke nogen der stiller spørgsmålstegn ved det mere, eller prøver at smede mig sammen med en eller anden i deres omgangskreds. Det var ellers meget yndet i starten af min singletid. Spørgsmålene “Hvordan går det så med kærligheden?” og “Hvordan kan en yndig pige som dig dog være single?” blev stillet ved hver given lejllighed, og folk havde travlt med, at have ondt af mig, på mine vegne. Og sikkert osse deres egne. Har nu aldrig helt forstået hvorfor nogle mennesker tror, at man kun kan være lykkelig, hvis man er i forhold. Det er i hvert fald ikke alfa og omega for mig. Men det er vist helt normalt, at mennesker prøver at overføre deres egne drømme, ønsker og ambitioner til andre.

Jeg ved jo godt, at det muligvis er fordi, jeg lykkeligt har fortrængt de glæder der trods alt er ved at have en kæreste. Det er lidt svært at overse, at der altså mangler noget, på sådan en lørdag aften, hvor jeg sidder alene, i stearinlysenes blafren, med mit ensomme glas rødvin, og den bærbare i skødet – naturligvis online på Dating.dk.

Jeg tænker vist over det alligevel, når alt kommer til alt.

/Fairy Inc.